Hvis du holder af tatoveringer og følger en del af danske og udenlandske tatovører kan du ikke have undgået at støde på bevægelsen “Save the pigments” den forgange uge. Skulle det alligevel være gået over hovedet på dig, så kan du læse med her hvor jeg forsøger at opklare lidt hvad det hele handler om, hvorfor det er vigtigt og hvad fremtiden bringer.
Kort fortalt har EU besluttet at de vil udfase en masse stoffer, som de mistænker for at være kræftfremkaldende. Heriblandt de to pigmenter Blue 15:3 og Green 7.
Grunden til at det er et stort problem netop for tatovører er, at de to pigmenter ikke blot bruges i blå og grønne farver, men faktisk i næsten alle de farver vi bruger.
Mario Barth, som er ejer og grundlægger af Intense Tattoo Ink – et af de største tatoveringsblæk producenter i verden advarer imod uoprettelige konsekvenser for branchen, hvis forbuddet bliver udrullet:
“Det påvirker ikke kun alle dine grønne og blå toner. Det kommer også til at påvirke lilla, nogle brune, rigtig mange af de mixet farver og nedtonet farver, som fx hudtoner og den slags” siger han. “Vi snakker 65-70% af den farvepalette tatovører bruger!”
Det er selvfølgelig ikke sådan at EU bare forbyder stoffer uden nogen god grund. Det er heller ikke tilfældet. Nogle undersøgelser peger nemlig på, at de her stoffer i nogle tilfælde kan have været medvirkende til kræft fundet hos cancerpatienter – uden at det kan bevises direkte.
Ines Schreiver, der studerer tatoveringsblæk for de tyske sundhedsmyndigheder medgiver at; “Dét (forbuddet red.), der er taget hul på kan i høj grad bestrides!”
Også Walter LIszewski, der er dermatolog og cancerforsker på Northwestern University, der forsker i hvordan tatoveringsblæk reagere i huden udtaler, at han generelt er for, at myndighederne skaber et overblik over det blæk der brugers på borgere, men:
“EU har virkelig taget den mest forsigtige vej, og benytter sig af en slags løsning, der hedder forbyd alt, der kan have den mindste smule carcinogent (et kræftfremkaldende stof).
Hvilke konsekvenser vil det have for jer?
Der er desværre ingen muligheder for at erstatte de to stoffer med andre stoffer, som vil kunne overleve på samme måde i huden, som vi kender det i dag. Det vil derfor være en katastrofe for branchen generelt. Det er nemlig nemt at tænke sig til hvilke konsekvenser det vil have.
Kunder vil rejse til andre lande, som ikke er i EU for at blive tatoveret. Fx. Norge og England. Eller endnu værre blive tatoveret hjemme i en onkels kælder hvor der ingen registrering er.
Det falder os tatovører lidt ironisk, at man lige har gennemført en stor dansk lovreform, hvor det er påkrævet at alt blæk skal være registeret og hygiejnen skal være i top – noget som vi tatovører har efterlyst i næsten 20 år.
Nu bliver op imod 70% af alle vores farver gjort forbudte. Alt sammen noget der kun vil gavne de’ ulovlige’ hjemmetatovører og i sidste ende kun vil forværre sikkerheden for vores kunder og samfundets sundhed generelt.
Heldigvis har vi nogle tatovører i Østrig, der startede en underskriftindsamling, der på kort tid nåede hele 50.000 underskrifter!
De fik lov til at snakke i EU-parlamentet i går den 24. marts. EU-parlementet var meget imponeret over at det er lykkes at samle over 50.000 underskrifter. Der har aldrig været så stor opbakning bag en ‘petition’. Så alene det er en kæmpe sejr for en lille branche som vores!
Det blev besluttet at man ville gå videre med underskriftindsamlingen, og undersøge hvilke påvirkninger det vil have på branchen, som helhed. EU-kommissionen måtte nemlig erkende af ingen undersøgelser påviser en direkte sammenhæng sammen de skader, der påstås, og tatoveringsblæk.
Der er kommer til at ske nu er, at branchen skal påvise at farvernes sikkerhed er i orden. Her må vi håbe at de mange blækfirmaer kan gå sammen om at skabe de undersøgelser det vil kræve for at påvise, at tatoveringer ikke er farligere end alle mulige andre ting vi tillader i samfundet.
Vi skal dog ikke stoppe her!!
Man kan håbe på at den store opbakning fra branchen, og alle jer tattoo-elskere, gør, at EU vil omstøde beslutningen om forbuddet. Men vi skal ikke stopper her; Underskriftindsamlingen vil nemlig fortsætte og det er derfor virkelig vigtigt, at vi ikke går i stå nu! Det er vigtigt at blive ved med at fortælle politikerne, at opbakningen til at lade tattoo-branchen eksistere endnu, er kæmpe stor!
Så hvis du ikke har skrevet under endnu, vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at hjælpe vores branche og få skrevet under, så vi kan få omstødt den her beslutning.
Du kan skrive under ved at registrere dig på dette link:
Derefter kan du søge i emnefeltet på ‘Pigment’ og så vil den rette underskriftindsamling dukke op.
TAK FORDI DU LÆSER MED OG STØTTER!
Husk at følg mig på Instagram @elaxtattoo