Din første tatovering

At få sin første tatovering er spændende, men kan bestemt også være angstprovokerende! Derfor tager vi dig i hånden og har samlet en guide, som gennemgår hele processen. På den måde kan du få den bedste oplevelse med din første tatovering.

En af de vigtigste ting at huske er, at selvom det er en helt ny verden, så er den fyldt med passionerede kunstnere, som brænder for at skabe lige præcis den rigtige tatovering til dig. Den allerbedste måde at skabe en god oplevelse, er ved at skabe et godt forhold til din tatovør. Vær nysgerrig, tydelig, ærlig – og sørg for at følge de retningslinjer der er.

Gør det ondt?! Det er nok det mest normale spørgsmål at stille inden man får sin første tatovering. Svaret er altid ”Ja.” Det gør ondt at blive tatoveret, men det er forskelligt hvor ondt – og der er altid noget du kan gøre for at give dig selv de bedste forudsætninger for at håndtere smerten. Det hjælper altid at være forberedt og at tale med sin tatovør om sine tanker.

Det er helt forståeligt, hvis du er en smule nervøs før din første tatovering – men det behøver du ikke. Denne trin for trin guide, kan forberede dig til at gå den første tattoo i møde med ro i maven.

DET PRAKTISKE

  1. Det helt rigtige motiv – og timing!

Det virker næsten dumt at skrive, for selvfølgelig er du sikker på dit motiv! Men tænk alligevel over, at en tatovering er en forpligtelse. Brainstorm indtil du har en klar idé om, hvad du vil have lavet. Jo bedre du kan forklare din idé til din tatovør, desto bedre kan de få greb om det helt rigtige motiv når de skal tegne.

Det hjælper også at have en idé om, hvad dit budget er, og hvornår det giver mening at booke en tid. Skal du spare op – hvornår kan du få fri fra arbejde – osv. Husk fx også, at det ikke er en god idé at få en tatovering dagen før du skal på strandferie med sol og saltvand.

  1. Find din tatovør eller shop

Det er super vigtigt at du har tillid til den tatovør du vælger. For at få den bedst mulige oplevelse skal du både overveje din tatovørs stil og de omgivelser du skal tatoveres i.

De allerfleste tatovører har en portfolio på facebook, instagram eller på deres shops hjemmeside. Det er altid en god idé at kigge på billeder af det arbejde de har lavet før, så du kan få en fornemmelse af hvilken stilart der passer til dit projekt, og hvem der er dygtige til lige præcis dét.

Du kan også starte med at finde en butik, hvor du føler dig tryg ved atmosfæren og hygiejnen. Når du besøger butikken vil de kunne hjælpe dig med at finde den rigtige tatovør til dit motiv.

  1. Book en tid

Når du har fundet den helt rigtige tatovør, skal du i gang med at booke! Det behøver ikke være svært, men der kan dog være forskel på, hvordan tatovører kører deres bookinger. Start med at tjekke din tatovørs egen side, og find ud af om de har en speciel kontaktform de foretrækker. Det kan være de ikke tager bookinger over beskeder, men kun over mail, eller der kan være oplysninger om depositum som du skal tage stilling til på forhånd.

Hvis du ikke synes du kan finde de oplysninger du skal bruge, så kan du altid ringe til den shop hvor de sidder. De kan enten svare på dine spørgsmål, eller fortælle dig hvornår du kan kigge forbi og få en personlig snak med din tatovør – husk at have din kalender klar!

  1. Hvis du vil have en tid samme dag

…så er det ikke en booking, men en walk-in.

Det er altid en god idé at ringe først, på den måde går du ikke forgæves. Det er ikke alle butikker der tager imod walk-in kunder, nogle butikker har særlige walk-in dage og nogle dage kan du være heldig at ramme det helt rigtige tidspunkt.

Hvis du har et stort projekt, der kræver tegnetid, kan du ikke regne med at få det lavet på en walk-in tid. Jo større og mere detaljeret din tatovering skal være, desto mere arbejde ligger der i det – allerede før du dukker op til din tid.

En walk-in tid er til gengæld fin til små, enkle ting, eller måske har tatovøren et flash sheet klar med originale motiver du kan vælge fra.

  1. Ring til butikken – ikke til tatovøren

Det kan være fristende, hvis du har fundet frem til tatovørens nummer, at skrive eller ringe direkte, eller skrive en privatbesked på facebook eller instagram. Men husk at tjekke, om det er den måde du skal booke på!

En tatovørs arbejde er intenst, og der kan være mange ting at holde styr på hvis de både skal tage bookinger, snakke idéer og give råd på mange forskellige platforme. Husk at holde dine beskeder så korte og præcise som muligt, og husk aldrig at forvente at din tatovør svarer på dine henvendelser med det samme – især uden for normal arbejdstid.

  1. Depositum

Det vil de allerfleste steder være et krav, at du lægger et depositum når du booker tid.

Husk på, at enhver tatovering er et originalt stykke kunst, som tatovøren har brugt tid på at tegne inden jeres aftalte booking. At blive væk betyder både, at det arbejde er spildt og at tatovøren ikke har særligt gode muligheder for at tjene penge den dag – det kan nemlig være svært at booke kunder med få timers varsel. Derfor har de fleste butikker en aflysningspolitik, som det er smart at have sat sig ind i.

Hvis du får brug for at rykke din tid, så gør det altid i så god tid som muligt, og inden for butikkens rammer – ellers mister du dit depositum.

 

PÅ DAGEN

At have forberedt sig godt kan virkelig være med til at skabe en god oplevelse omkring din første tatovering – og den næste, og den næste, og…

Der er selvfølgelig mange forskellige måder at forberede sig på, og det er forskelligt hvad der fylder for de forskellige før en tatovering. Alle er forskellige, men her er nogle grundlæggende råd før du møder op til din bookede aftale.

  1. Få nok væske

En god væskebalance er altid godt for din krop, men især når du skal tatoveres er det en god idé at sørge for at drikke nok. Det vil være lettere at håndtere smerte, og din hud vil klare oplevelsen bedre, når den er velhydreret. Drik nok inden din aftale, og medbring en vandflaske når du møder op.

Sørg også for, at du ikke har drukket dig fuld dagen inden din tattoo session. Alkohol fortynder blodet, og det vil både gøre det sværere for din tatovør at se hvad de laver, og give din hud dårligere forudsætninger for at hele flot og hurtigt.

  1. Mad og søvn

At være sulten og træt er aldrig et godt grundlag for nye oplevelser. Det gælder dobbelt når den nye oplevelse er smertefuld, og du ikke ved hvordan din krop reagerer.

En god nats søvn og en fyldt mave giver klart større overskud til at klare dine timer under nålen. Jo bedre du har det når du møder op, desto bedre vil du klare dagen. Det er heller ikke kun din krop, men også energien i rummet der pludselig bliver meget federe når man kommer ind med overskud.

  1. Tag et bad og plej huden

Når du får en tatovering, så er din hud tatovørens lærred. Du kan selv give tatovøren det bedste arbejdsredskab, ved lige at forberede din hud.

Tag et bad før du møder op i shoppen, og hvis du har tendens til tør hud kan det være en idé at have brugt et tyndt lag fugtighedscreme. Bare sørg for, at du bruger en creme uden parfume eller blegemiddel.

  1. Find jordforbindelsen

Det er nyt, spændende, angstprovokerende og du er både nervøs og har sommerfugle i maven. Alle de forventninger du har gået med, kan godt sætte sig i kroppen når du endelig sidder i stolen og skal have din første tatovering.

Det kan være en god idé at bruge lidt tid på at få din krop til at slappe af inden I går i gang. Meditation, afslappende musik eller bare et par dybe vejrtrækninger, mens du forbereder dig på oplevelsen, kan gøre en stor forskel. Fysisk og psykisk velvære går hånd i hånd, så gør noget godt for dig selv før du møder op til din aftale.

  1. Planlæg din dag

Tænk over, hvad du kan gøre for at få det bedste ud af din aftale. Har du fået tid om formiddagen, så sørg for at spise en god morgenmad inden du tager afsted. Er din booking om eftermiddagen, så husk snacks og vand. Hvis dit projekt tager mange timer, så sørg for at have nok med – og spørg din tatovør om spisepauser.

  1. Tattoopleje

Når du kommer hjem med din nye tatovering er det vigtigt at du plejer den ordentligt. Især under helingsprocessen får du brug for nogle specifikke plejeprodukter, og det er smart at have dem klar så snart du kommer hjem, så du ikke skal bevæge dig ud og købe kropspleje mens du er pakket ind i blodig plastik.

Du får brug for en parfumefri, allergivenlig sæbe at vaske din tatovering med. Brug helst en sæbedispenser, da der kan sidde bakterier på almindelige håndsæber. Når du har vasket din tatovering ren for blæk- og blodrester skal den smøres ind. Forskellige tatovører vil anbefale forskellige produkter, og du får måske selv et yndlingsprodukt med tiden, men til din første tatovering er det bedst at bruge det produkt din tatovør anbefaler. Du vil for det meste kunne købe aftercare i butikken, og nogle steder får du også en vejledning til pleje med hjem fra din aftale. Følg din tatovørs anvisninger, så skal din nye tatovering nok hele pænt!

Fra 1. januar 2019, er det blevet obligatorisk for ejeren af en tattoo shop at registrere butikken og dens medarbejdere hos Sikkerhedsstyrelsen. Det er din garanti for, at der bliver ført tilsyn med butikken, og at den lever op til de lovkrav, der findes på området. Du kan læse lovkravene her: https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=201811

Når du skal vælge en tatovør, så gå altid efter et sted, der er registreret. Hvis du oplever at komme ind et sted, hvor du ikke kan få svar på dine spørgsmål omkring registrering, hygiejne eller blæk, så er det sikreste valg for dig at finde et andet sted at få lavet din tatovering. Du kan finde Sikkerhedsstyrelsens register over tattoo shops her: https://www.sik.dk/registre/register_over_tatoveringssteder

Vi håber du føler dig lidt bedre klædt på til at kaste dig ud i dit første tattooprojekt.
Du er naturligvis altid velkommen til at tage en snak med os.

Del :

Facebook
LinkedIn
Email